Mellem hånden og munden

Patrick Mac Manus


Elleve prosadigte om verden, om livet og historien, om håb og nederlag.
___________________________________________________________________________________

Jorden
Vi er stødt på grund og kan ikke komme fri, drevet ind på denne sten, på denne jord. Vores råb og skrig er det kun os selv, der hører og de dør hen.

Kun få er blevet reddet og båret ind i himlen, og det er længe siden. Der er ingen vinget hest og ingen vogn af ild og intet stjerneskib, der vil føre os herfra.

Vi må blive her, grundstødt her, nødstedt her.

Bræen
I gletsjeren finder de liget af en mand, der vogtede dyr på skråningen for titusind år siden. Hår og negle er klippet få dage inden hans død. Der er sirlige tegn på hans ryg og arme. Som alle andre har han blot kaldt sit land for menneskenes land.

Han ved ikke, at der vil komme en dag, hvor en gud i tyrens skikkelse vil bortføre pigen Europa og voldtage hende. Han ved ikke, at den panikslagne pige vil give sit navn til hele landet.

Han ved ikke, at panikken vil forfølge dem alle, han ved ikke, at Europa selv vil bære panikken længere og længere ude i verden.

Europa
Der er intet Europa. I et fremspring af et vældigt asiatisk kontinent blev en fiktion til virkelighed og en virkelighed til fiktion. Begge dele har mærket verden.

Men ikke før vi selv blev mærket af det. Det er her den store øvelse fandt sted. Her blev indøvet de fortrængninger og afgrænsninger, der siden hen blev overført til verden. Her skete der en forfinelse af metoderne, af straffene, af voldsformer, af akkumulationsformer, af ekspropriationerne, af fordommene, af argumentationen og af logikken.

I de efterfølgende århundreder er der mange i verden, der skulle lære det. Med al den pine, det bragte med sig. I en belærende udplyndring af deres verdener skabtes en ny.

Sopatros
Af sult skraber de mos af stenene. På de dødes læber løber det grønne savl. For længst er hundene blevet spist.

Han skrev en afhandling med titel Om Forsynet. Kun enkelte fragmenter er bevaret. Under hungersnøden i Konstantinopel i 331 blev han brændt levende af en rasende menneskemængde. Han hed Sopatros.

Kornskibene fra Egypten og Syrien var blevet forsinket af vindstille og modvind. De sultne anklagede ham for magi. Han beherskede vindens lune og vindens vilje. Det var ham, der sinkede skibene.

Skibene udeblev stadig. Med hans død blev en slags sult alligevel stillet, en sult, der også nagede efter kornskibenes ankomst. Den nagede også efter byens fald og navneforandring. Den nagede i andre byer med andre navne og i andre tider. Den nager også i vor egen tid.

Klage
Blinde sangere synger om Deirdre. Blinde sangere synger om Helena. I årtier bliver hun begæret af den irske konge med krigere og ulvehunde og kaster sig til sidst mod en sten og dør.

Når vi går, er der ingen, der ser efter os. For de ved, at vi kommer igen, at vi kommer med vandet tungt tilbage, at vi kommer ladet med brændsel.

Hvis vi bliver væk, bliver der sendt en hund efter os. En hund er nok, og ikke en flåde med blafrende sejl og horn og trommer om muren i Troja.

Altid kommer vi tilbage for der er intet andet sted at være, som ikke er det samme, vandet og brændselet og tynde arme og et slattent bryst.

Dyrenes oprør
I juni 1381 oplever England et omfattende bondeoprør under ledelse af Wat Tyler. I en tid holder de London besat.

I samme år skriver John Gower digtet Vox clamantis, en klage over tiden, hvor alt vendes op og ned. Mens han sover overfaldes han af panisk mareridt og drømmer om bønder, der forvandles til dyr:

»Nogle bliver forvandlet til æsler som sætter sig op imod grimen og byrden. De farer over marken og kræver at være hest. I deres pander vokser blodige horn, i deres spring er de som leoparder og deres haler er som løvens.

Det er dagen, hvor æslerne overmander hestene og okserne nedkæmper løverne. En dag hvor hunden er stærkere end bjørnen og katten stærkere end tigeren. Dagen hvor de svage overvinder de mægtige, dagen hvor slaverne bliver ophøjet og adelen slået til jorden«.

Vindens klage
I slutningen af sekstenhundredtallet skrev den engelske kaptajn William Dampier sin Afhandling om Vinde, Briser, Storme, Tidevand og Strømme. Han var kun én blandt mange af tidens vindspioner.

I Liverpool, Lissabon, Cadiz og Rotterdam bliver efterretningerne om vindens veje nøje studeret. En ny trafik følger i passatvindens spor, en ny geografi. Muskatøen, nellikeøen og peberøen. Perlekysten, elfenbenskysten, guldkysten og slavekysten.

Vinden har klaget: i modvilligt favn bar jeg de lænkede over havet. Men der var få, der lyttede til den.

Giordano Bruno
Kætterens statue står på den plads, hvor han i sin tid blev brændt. Boder med grøntsager, kød og fisk, med fennikel, svampe og auberginer omringer piedestalen. Jordens farverige frugt med glinsende hud og skæl.

Hans aske er for længst hvirvlet bort fra pladsen. Han blev lagt på et bål, fordi han turde udtale, at verden er som den er. At kloden ikke er universets centrum. Når mennesket ikke længere indtager et midtpunkt i kosmos, skal det selv gøre sig overvejelser over sin bestemmelse. Dette kunne magtens teologi og teologiens magt ikke leve med.

Giordano Bruno skuer over sin plads og er vidnesbyrd om, at jorden med dens grønt, fisk, dyr og mennesker vil overleve magtens diktering af livets sandheder.

Hispaniola
Med forstenet ansigt ser han skibet på horisonten. Han har set skibet i sine drømme. I solen løber unge mænd og kvinder og børnene ned mod stranden. I sine drømme ser han dem løbe ned i en mørk skakt, hvorfra de ikke vender tilbage.

Efter fyrre dage er skibene sluppet gennem kalmebæltet, der skiller verdener. Et kvælende og livløst bælte, hvor havet er tungt som bly og himlen uden sol. Bæltet blev skabt af et himmelsk væsen, hvis tid var omme.

Skellet mellem verdener er nu brudt. Hundrede år senere er der af folkeslaget på øen kun to hundrede tilbage. Antropologen skriver, at snarere end af sygdom og mishandlinger er de døde af målløs rædsel over det nye, der hjemsøger dem.

Mellem hånden og munden
En tidlig morgen kommer de og dræber kvæget og kører alle vore ting væk på lastbiler og efterlader os på en mark og siger, at vi skal gå den vej og peger mod bjergene.

Det skete sidste år eller hvornår, det var, og derfor er vi her og kan ikke vende hjem, og hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Dag efter dag er det fra hånden til munden og der er så meget, der kan ske imellem.

Alle de store ting bliver til den lille ting, alle store katastrofer bliver til den lille. Dag for dag. Alle store ord og alt liv og døden findes dér mellem hånden og munden.

Det er afstanden mellem nord og syd, mellem månen og solen, mellem jorden og stjernerne, mellem livet og døden. Den er så stor og den er så lille, og imellem dem kan vi alle falde.

Nederlagene
I blodig skjorte går de mod den mark, hvor døden venter, eller står skræmt ved en mur, hvor de hører stenenes skrig. I en stank af blod og salvie kryber de sammen og lægger sig i håbets ruiner. Føde for fugle, som finder vej i en genoprettet verden.

De følger os med tavse råb på alverdens sprog.

___________________________________________________________________________________

Patrick Mac Manus er født 1944 i Irland. Han er forfatter til Heksenes genkomst – om afrikanske udviklings-perspektiver (1993), Klagesang for Art O Laoghaire (1994), Fra Den udeblevne Apokalypse (1997), For endnu at kunne leve (2000). Seneste udgivelse: Den tilkæmpede historie – fabler og fortællinger (2009) hvor tre af de 11 prosadigte tidligere har været offentliggjort. Patrick Mac Manus har også skrevet flere artikler for Another World Is Possible.
___________________________________________________________________________________

Illustrasjon: Rainy_Day_Woman's photostream (flickr)

Permalink

buy viagra online