Flygtning i Beirut: Trapper uden trin og fængsler uden tremmer

Morten Lodberg
Dagbladet Arbejderen

På en rejse gennem Libanons flygtningelejre der er hjem for den største procentdel af Palæstinensiske flygtninge udenfor deres hjemland, stødte jeg på mange unge, der stod og hang I gaderne.

Skønt stort set alle yngre palæstinensere har gået i en folkeskole og gymnasiet, er de fleste af dem arbejdsløse eller tjener kun lige til dagen og vejen gennem sort arbejde eller gennem tilskud fra udenlandske slægtninge. 

Alle smiler og er venlige, men under overfladen fornemmer man en fortvivlelse, der simpelthen bunder i magtesløshed.. Smilene blegner og skuldrene synker. når samtalen falder på deres situation og fremtid, samtalen skifter næsten altid spor eller bliver høfligt afsluttet.

I et kaffehus i det centrale Beirut mødte jeg dog en ung fyr, som jeg kort havde snakket med på mit besøg i en af lejrene. Han indvilligede modvilligt i at fortælle om sin og sin families problemer som tredjegenerationsflygtninge i Libanon.

Som et fængsel

Natten er faldet på, og jeg sidder sammen med Raed og hans venner på et fladt tag med udsigt til alle sider, taget er svagt oplyst af flakkende neonlamper, der dingler i den svage brise fra havet, som ligger gemt bag beton og osen fra tusinder af udstødninger fra trafikken.

Udsigten består af halvfærdige betonbygninger med små lys af neon eller brændende stearinlys hist og her i de sorte silhuetter, der står klart aftegnede mod den lyse nattehimmels stjernekort.

Omgivelserne virker på engang beroligende med deres ubevægelige ro, men for dem, som er født her og har boet her hele deres liv, virker det som et fængsel, der dog er hjem og alt de kender til.

Shatila-flygtningelejren, der er berygtet for de massakrer, som kristne falangister udløste mod den civile befolkning med hjælp fra israelske styrker i 1982, er hjem for en stor gruppe af unge palæstinensere.

Massiv arbejdsløshed

Lejren, som ligger i det centrale Beirut, er trods sin begrænsede areal hjem for flere end 22.000 indbyggere. På grund af libanesiske love er det ulovligt for palæstinensiske flygtninge at arbejde i højtlønnede stillinger i staten og en række andre stillinger. I alt 73 jobtyper er udelukket  for palæstinensere i Libanon.

Dette har medført en massiv arbejdsløshed blandt lejrens unge, der går en hård fremtid i møde, når de afslutter deres gymnasiet eller universitetsuddannelse. Derfor tvinges mange til at søge arbejde udenlands for at forsørge en familie og dermed forlade alt, de har kendt og er vokset op med, familie, venner og det sted, de kalder hjem.

25 år og far til to

Som 25-årig og far til to er Raed udannet ingeniør og arbejder til daglig i de Forenede Arabiske Emirater,  idet han ikke kunne finde andet end underbetalt sort arbejde i Libanon.

Trods dette har han stadig intet statsborgerskab, og når han rejser til andre lande, vil han i sine rejsedokumenter være nødt til at skrive statsløs, idet betegnelsen »palæstinenser«  ifølge  emigrationsmyndighederne ikke er en gyldig nationalitet.

Selvom hans situation på ingen måde er optimal, er Raed er en af de heldige, som faktisk har et arbejde, og i modsætning til mange andre har en tilværelse uden for lejrene, i hvilke mange tilbringer det meste af deres liv.

Raed sidder med sin toårige søn i armene, der nysgerrigt kigger rundt og glad gurgler over at få lov at være længe oppe. Raed sukker og udbryder

– Sommetider tænker jeg på at rejse herfra. Ikke for min egen skyld, men for mine børn og min kone. Jeg kærer mig ikke om nogen andre end min søn og min familie.

Uden fremtid

– Jeg har hørt mange snakke om, at hvis man betaler 100.000 kan jeg købe et dominikansk pas. Det tænkte jeg på den anden dag. Jeg tænkte på at flytte fra alle mine venner, familie, det sted jeg er født og opvokset, og jeg undrer mig over, hvad er det for en tanke?

Hvordan kan jeg overhovedet overveje det? Men så ser jeg min søn lege på gaden, i skidt og osen fra bilerne… ikke for min skyld,  men for min søn.

– Jeg vil ikke byde ham at skulle leve det liv, jeg har haft som en flygtning, diskrimineret og dårligt behandlet i det land, han er vokset op i. Ikke at have nogen rettigheder eller retten til at få et godt job, købe sig et hus og kunne sige: Dette er mit, her vil jeg skabe en fremtid og give min familie et værdigt liv.

– Det er hvad, jeg ønsker for ham.

– Hvis du vil have sandheden: Som palæstinenser kærer ingen sig om dig, ingen. Du løber og løber for at gøre noget og skabe en fremtid for din familie, men til slut står du tilbage med ingenting. Man skulle tro, at ens familie vil hjælpe en, men sådan er det ikke altid.

Vi elsker vores land

– Min far for eksempel gør ingenting for os,  han kunne være rejst til Tyskland eller et andet sted, da han havde chancen ved Israels invasion af landet.  Så vi børn kunne få en bedre fremtid. Vi elsker vores land og vil intet hellere end at vende tilbage,  men det kan vi ikke. Her er der ingen fremtid for os.

– Generation efter generation af flygtninge  under kummerlige forhold, det er til at tude over. Uanset hvor meget vi ønsker at leve i Palæstina – uanset forholdene – så kan vi ikke, og derfor er der kun det frygtelig valg at flytte væk. Når du må opgive dit folk og din families største drøm for at holde dem i live, det er ikke fair.

Pludselig går lyset ud på tagterrassen og overalt i bygningerne omkring os. Et øjeblik er der fuldstændigt mørkt. Så oplyser det blege skær fra mobiltelefoner i flimrende farver den støvede terrasse. Stearinlys findes frem fra lommer og tasker, og kort efter kan vi igen se hinandens ansigter.

Rundt om i vinduerne i de grå betonbygninger tændes andre blafrende lys, og hist og her starter en nødgenerator og enkelte bygninger fyldes igen af elektricitet.

Seks timer uden strøm

Strømafbrydelser som denne er hyppige i Shatila-lejren og i de centralt beliggende lejre i Beirut.  Op til seks timer om dagen bliver lejrene henlagt uden elektricitet.

For dem, som har vinduer og bor højt oppe, er det tåleligt, men nederst i de snævre gader, hvor lyset kun kommer i smalle striber  der skinner på de hulede, kringlede gader, bliver dagen pludselig til tusmørke, når strømmen går.

Raed fortsætter sin talestrøm, mens han vugger sin søn i søvn i sine arme.

– Vi løber og løber, men kommer ingen vegne. Hvad er løsningen på dette problem? Intet, løsningen mangler, det er som et puslespil, hvor vi kun har fået halvdelen af brikkerne.

– Jeg blev født kort før borgerkrigens begyndelse i 1979, og jeg har levet gennem den, og de israelske invasioner og krige. Hele tiden på farten, flygtende fra det ene sted til det andet. Jeg har set kristne, såvel som muslimer lægge denne lejr øde flere gange. Tro er ingen samlingsfaktor her.

– Syrien, Libanon, Israel, Palæstinensere. Alle har vi bekriget hinanden over de sidste 20 år, og for hvad? Retten til at søge om hjælp og et hjem i et andet land, når vores eget er taget fra os.

– Da vi flygtede for 60 år siden, var vi det mindste, var vi palæstinensere i det mindste forenede,  men nu hvor vi endelig har en smule fred, så mundhugges vi og skændes over småting.

Statsløse

– Dem som er født i Jordan, og Syrien har fået pas, statsborgerskab, retten til arbejde og til at eje deres eget hjem, men her og i Egypten.... ingenting. Jeg tænker igen  på det dominikanske pas. 100.000. Hvorfor?  Fordi vi er flygtninge, fordi vi er palæstinensere.

– Fortiden er væk, og sådan er det, men jeg mangler et trappetrin til fremtiden, et sted at gå hen, en vej at vælge, ikke for mig men for min søn og min familie.

Der lyder en sagte snorken, Raeds søn er faldet i søvn. Med et lyser hans bedrøvede ansigt op i et ømt smil. Så stivner det igen og forsvinder i det svage skær fra stearinlysene, der langsomt brænder ned omkring os.

Han byder os godnat, og forsvinder ud af den oplyste cirkel for at lægge sin søn i seng og vågne op til ny dag med lidet håb om, at den er bedre end den forrige, men stadig kæmpende.
___________________________________________________________________________________

Innsendt av: Patrick Mac Manus
URL: http://www.a-w-i-p.com/index.php/2011/06/28/flygtning-i-beirut-trapper-uden-trin-og