Terrorlister og retsstaten

Thomas Elholm, Juridisk Institut, Syddansk Universitet
(Innsendt av Patrick Mac Manus / Foreningen Oprør )

Er de senere års nye regler unødigt vidtgående indgreb i borgernes retsstilling?

Virkning af sortlistning

En dag i 2002 opdagede Hr. Sison pludselig, at alle hans finansielle midler var blevet indefrosset. Han opdagede det ved, at købmandsregningen ikke var blevet betalt som normalt via banken. Banken forklarede, at staten havde krævet alle hans finansielle midler indefrosset pga. mistanke om forbindelse til terrorisme. Sison var derfor frataget enhver råderet over sine bankkonti og alle øvrige finansielle midler, inklusive den månedlige socialhjælp på ca. 200 euro. Senere blev han – ligeledes på grund af sortlistningen – bedt om at fraflytte lejligheden, som han havde fået tildelt af kommunen. Familien fik dog lov til at blive.

Sidenhen har Sison flere gange fået EF-domstolenes ord for, at sortlistningen af ham strider mod grundlæggende retsgarantier, senest ved dom af 30. september 2009 (sag T-341/07). I dag – 7 år efter sortlistningen – har Sison stadig ikke fået en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor han optræder på listen. Retten i Første Instans finder ikke, at de beviser, som ligger til grund for sortlistningen, knytter Sison til terror. Derfor er det heller ikke godtgjort, at EU-rettens betingelser for at sortliste Sison, er opfyldt.

Mørklægning af årsagen til sortlistning

Andre lignende sager har været gennem EU-systemet. Personer og foreninger har pludselig fået alle deres finansielle midler indefrosset uden at kunne få oplyst nøjagtigt hvorfor og på hvilket grundlag. De nationale myndigheder har i disse sager ofte henvist til, at sortlistningen er et EU-krav, hvorfor de ikke kan stille meget op. EU-institutionerne har i et vist omfang (indtil for nyligt) henvist til, at sortlistningen er et FN-krav, hvorfor de heller ikke kan stille noget op. FN’s sanktionskomite, der står for sortlistningen i FN-systemet, har i nogle tilfælde henvist til, at sortlistningen skyldes hemmeligstemplede oplysninger fra især amerikanske myndigheder - oplysninger, som end ikke sanktionskomiteen kender. Der kræves i øvrigt enstemmighed i komiteen for at tage en person af listen. Det er med andre ord lettere (i afstemningsmæssig henseende) at vedtage anvendelse af militær magt i FN end at tage en person af terrorlisten. Hvis man mener, at man er blevet uretmæssigt sortlistet, er der derfor heller ikke altid megen hjælp at hente hos sanktionskomiteen.

Opfyldelse af grundlæggende retsprincipper

I en sag om Mujahedinbevægelsen (PMOI) har EU-Rådet ligeledes forsømt at leve op til grundlæggende retsprincipper. PMOI var tidligere en militant iransk gruppe, der bl.a. var med til at styrte shahen, men siden 2001 har bevægelsen været demokratisk og taget afstand fra vold. Gentagne gange har PMOI fået dom i EU-systemet for, at sortlistningen ikke opfyldte fundamentale retsprincipper. Hver gang har Rådet reageret med at vedtage en ny retsakt, som har bibeholdt PMOI på terrorlisten. I en historisk dom fra december 2008, afsagde Retten i Første Instans dom dagen efter den mundtlige forhandling (hvilket aldrig er sket før), og hensigten var klart at forhindre, at Rådet kunne nå at vedtage endnu en ny retsakt. Retten udtaler om Rådets fremgangsmåde (sag T-284/08): "Rådets undladelse i den foreliggende sag af at overholde en procedure, som blev klart defineret ved OMPI-dommen(*) – en fuldt bevidst undladelse, som ikke kan støttes på nogen rimelig begrundelse – kan udgøre et relevant indicium i forbindelse med gennemgangen af det femte anbringende om myndighedsmisbrug eller magtfordrejning" (præmis 44).

Antydning af, at Rådets fremgangsmåde er tegn på myndighedsmisbrug eller magtfordrejning må siges at være en usædvanligt skarp kritik fra en EU-institution til en anden.

Indgreb i borgernes retsstilling

De anførte eksempler lyder måske som passager fra en roman af Franz Kafka, men det er altså virkeligheden for en række af de personer, der er opført på EU’s og FN’s terrorlister. Set med retsstatsbriller er det alarmerende. Det skyldes ikke, at antallet af personer på listerne er stort. Det drejer sig om nogle hundrede mennesker og foreninger, og antallet af uretmæssigt sortlistede er endnu lavere. Det skyldes derimod, at reglerne og fremgangsmåden er udtryk for en foragt for de principper, som en retsstat nødvendigvis må bygge på, hvis begrebet retsstat overhovedet skal give mening.

At fratage mennesker retten til at råde over nogen form for ejendom eller finansielle midler uden en tilstrækkelig begrundelse (i begyndelsen endda helt uden begrundelse i mange tilfælde), uden at høre den pågældende, uden at afsløre, hvilke oplysninger der ligger til grund for sortlistningen og uden at give den sortlistede reel adgang til domstolsprøvelse – det minder om forhold fra rædselsregimer, som vi normalt tager meget stærkt afstand fra.

Terrorlovgivning og retsstatsprincipper

Man fristes til at sige, at vi må være blevet bombet tilbage til tiden før Oplysningstiden, men det er af flere grunde næppe en rammende beskrivelse. F.eks. er vi ikke blevet bombet tilbage. Terroristerne har ikke gjort det nødvendigt at indføre procedurer, som strider mod grundlæggende retsstatsprincipper. Det bekræfter de seneste domme fra EF-domstolene netop. Domstolene fastslår, at terrorbekæmpelse udmærket kan (og skal) hvile på fundamentale retsstatsprincipper. Domstolene siger ikke, at indefrysning af finansielle midler for terrormistænkte er udelukket. Det kan udmærket være rimeligt og nødvendigt for at bekæmpe terror. Domstolene siger derimod, at der kræves et minimum af retsgarantier, og disse minimumsgarantier kan udmærket opfyldes, selvom behovet for terrorbekæmpelse er stort. Domstolene siger dermed også, at sortlistesystemet har ført til nogle sager, som har været unødigt vidtgående i deres begrænsning af borgernes rettigheder.

Set fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv er det naturligvis tilfredsstillende, at EF-domstolene således tager ansvar for individets retsgarantier, når nu medlemsstaternes parlamenter og regeringer ikke gør det. Men det bør give lovgiver anledning til at overveje, om de senere års nye regler i terrorbekæmpelsens navn ikke er unødigt vidtgående indgreb i borgernes retsstilling.

(*) OMPI-dommen refererer til sag T-228/02.

___________________________________________________________________________________

Source: http://link.sdu.dk/nyhedsbreve/Jura/notabene0410.html#forskning